Zoneterapi er en alternativ behandlingsform, hvis formål er at genoprette balancen i kroppen og dermed give lindring og forøget velvære. Jeg er uddannet TKZ® zoneterapeut, som står for Traditionel Kinesisk Zoneterapi.
Kineserne har gennem mange observationer i tidens løb fundet frem til deres eget syn på sygdomslære. Kinesernes tusind år gamle teorier er baseret på, at det er kroppens organer der styrer alle kroppens funktioner. Når jeg som behandler kender disse forbindelser - og bruger dem i min behandling - har jeg et unikt redskab, der kan medvirke til at sætte en syg eller udpint krop i naturlig balance, så smerter og ubehag mildnes eller forsvinder.
Selve zoneterapibehandlingen udføres bl.a. gennem en trykpåvirkning på føddernes over- og undersider.
Den store fordel ved kinesisk zoneterapi er, at vi fokuserer på kroppen som helhed og ikke enkeltlidelser, som f.eks. hovedpine, knæsmerter, forstoppelse o.l. - der alle er en slags "apparatfejl". Vi kæder derimod symptomerne sammen med organernes funktioner og herved kan vi danne os et helhedsbillede af klientens tilstand. Det holistiske menneskesyn.
På fødderne er der faktisk en kortlægning af organer, knogler, muskler og nervesystem. Mange lidelser skyldes, som nævnt tidligere, ubalance i et organ og denne ubalance kan komme til udtryk i en negativ fysisk tilstand. Ved at omdirigere kroppens energier kan energi over- eller underskud reguleres så den negative tilstand fjernes.
Når man er i stand til at regulere energi over- og underskud betyder det, at utrolig mange forskellige "lidelser" - både fysiske og psykiske - kan afbalanceres til glæde for klienten. Nogle ting kan klares med få behandlinger, hvor andre kræver et længere forløb.
Ligesom massage er zoneterapi velegnet til både at løse et akut problem, men i ligeså høj grad til forebyggelse af gener hos den enkelte. Vi glemmer alle, inklusive undertegnede, at passe på os selv når der ikke er noget nævneværdigt i vejen.
Også når det gælder os selv, er det bedre at forebygge end at helbrede.
Det kan godt betales sig at være "egoistisk" og forkæle sig selv og sin krop. Gevinsten er, at man ikke skal rende rundt med alle de "småting" der belaster immunforsvaret konstant.
Det skal simpelthen prøves....